Referater fra tirsdagsture mm. / Tirsdag den 7 maj 2024. Flemmings tur til Ålefarmen.

Tirsdag den 7 maj 2024. Flemmings tur til Ålefarmen.

Endnu en fantastisk aften sammen med Mathildes MC.
Klokken var ca. 18 da jeg kørte ind på havnen i Lemvig, til klubbens sædvanlige mødested. Det var helt stille vejr og cirka 15 grader en vidunderlig flot aften med en helt blikstille fjord. Et flot syn på havnen og en af klubbens medlemmer, nemlig Leo var allerede ankomme. Der gik ikke mange minutter før de næste klubmedlemmer ankom til havnen. Og ja hvor er det bare skønt at komme ned på havnen og møde en masse glade og hyggelige mennesker fra Mathildes MC som glæder sig til at skulle ud og køre en tur på motorcykel.
Denne aften gik turen til en ålefarm nord for Thisted, tæt på Hillerslev. Så da det var en lidt længere tur havde jeg valgt at vi blot skulle køre direkte med hovedvej A11 til Thisted og derfra til Hillerslev. Det var en fantastisk flot MC-aftentur i helt stille vejr, hvor alt jo lige er sprunget ud og er helt grønt. De mange store gule rapsmarker strålede også som en sol mange steder. Ligeledes var det utrolig flot at se den blanke fjord ud i den store horisont.
Der er vi ankom til ålefarmen stod den tidligere ejer Bjarne og tog imod os på gårdspladsen. (Bjarne solgte ålefarmen til sin søn sidste sommer, men arbejder stadig på farmen.) Bjarne startede med at byde os alle sammen velkommen og fortalte noget om ålefarmen og dens historie. Ålefarmen blev startet af Bjarne for 36 år siden i hans daværende landbrug. Bjarne havde på daværende tidspunkt svært ved at tåle alt støvet fra landbrugsarbejdet. Han besluttede derfor at der skulle ske noget nyt og startede ålefarmen. Det er en lang proces hvor ålefarmen er blevet udvidet af mange gange. I dag er denne ålefarm, den største i Danmark og i øvrigt den eneste ålefarm tilbage som producerer ål til stegning og rygning. Farmens kapacitet er op til 110 tons ål, som i øvrigt er den mængde ål der PT er på farmen. De køber 450 kilo glasål om året og disse 450 kilo bliver til 110 tons ål. På farmen produceres ål både til udsætning i de danske vande og til stegning og rygning. Når ålene er ca. 2 år gamle kan de anvendes til stege ål, men de skal være 3-4 år før den kan anvendes til at ryge, og det er i øvrigt kun hun ålene der bliver store nok til at de kan ryges.
Efter Bjarne havde fortalt en del om ålefarmens historie og produktion, var der rundvisning inde i produktionsanlægget. Det var en meget spændende rundvisning, men det blev også klart for alle deltagere, at det er en kompliceret proces at holde en ålefarm kørende. Noget som kræver stor indsigt og masser af overvågning. Efter rundvisningen kunne de der havde lyst købe ål hos Bjarne, hvilke der var en del som gjorde.
 
Derefter blev der sagt tak til Bjarne for en flot rundvisning på ålefarmen og alle kørte derefter om på Hillerslev fællede, hvor Hanne stod klart med kaffe, hjemmebagte boller og kage.
Tak til alle der deltog i denne aftentur.
Med venlig hilsen Flemming
PS. Det bedste ved denne aftentur var, at der kom 2 nye klub deltagere som Børge havde introduceret til Mathildes MC. Håber de 2 nye klubmedlemmer føler sig velkommen og fortsat vil deltage i Mathildes MC`s arrangementer.

Ref. Flemming
Foto. Preben
 
Tak til Hanne og Flemming for denne arrangement.
Mvh. Knud
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk