Referater fra tirsdagsture mm. / Tirsdag d. 4 sep. 2018 Odden

Tirsdag d. 4 sep. 2018 Odden

Denne dejlige sensommeraften bød på en tur rundt i landskabet ad såvel små som store veje. I Risbæk var der mulighed for at få taget et dårligt men dyrt portrætfoto, men der var ingen, der benyttede sig af muligheden. Sjovt i øvrigt med de fotovogne eller ATK´ere, som de hedder i fagsproget. Der er ingen, hverken politikere eller hos politiet, som vil indrømme, at det handler om at få penge i kassen. Det handler derimod om sikkerhed og om at nedbringe hastigheden. Det er det hellige mantra, de messer for folket. Hvis det er tilfældet, hvorfor maler de så ikke fotovognene i en skrigende neonfarve og parkerer dem synligt for alle, så de, der kører for hurtigt, kan få øje på dem i god tid og sætte farten ned? I stedet for at bruge varevogne i en mørk farve, og som i det her tilfælde skjule den godt ved nogle træer. Det må nødvendigvis handle mere om penge end trafiksikkerhed. Nok om det. Peter, som var aftenens førerhund tog os med til et sted, som de færreste anede fandtes. Et sted som kaldes ”Mads´s eng” Et fredeligt engstykke med et par små idylliske søer tilhørende Mads Gransgård og beliggende i Tørring mellem Lemvigvejen og Tørring Kirke. Da vi skulle videre, var der en, der manglede sin nøgle til mc´en. Den var dog heldigvis tæt på, meget endda. Til slut kørte vi ned på Odden og fik vores kaffe. Tak for turen Peter.
Ref. Ingolf
Foto. Gitte
Mathildes MC Lidenlund  | mathildes-mc@rammenet.dk